Efter afbrydelse af tesamorelin-terapi genvinder mange patienter gradvist det viscerale abdominale fedt og kan miste nogle af de metaboliske fordele opnået under behandlingen, da stimuleringen af væksthormon (GH)- og insulin-lignende vækstfaktor-1 (IGF-1)-vejen reduceres efter behandlingsophør [1-7]. Det, der beskrives som eftervirkninger af tesamorelin, viser, at fordelene ved terapien er stærkt forbundet med dens fortsættelse.
Tesamorelin virker ved at stimulere hypofysen til at frigive kroppens naturlige væksthormon, hvilket derefter øger produktionen af IGF-1 og hjælper med at reducere visceral fedt, forbedre lipidprofilen og understøtte metaboliske funktioner [1–3]. Når behandlingen er afsluttet, vender GH- og IGF-1-aktiviteten gradvist tilbage til niveauer, der ligger tættere på baseline-værdierne, hvilket mindsker de metaboliske effekter, der hjælper med at kontrollere ophobningen af abdominalt fedt.
Nogle af de vigtigste data vedrørende seponering af tesamorelin stammer fra langtidsstudier udført af Falutz J og kolleger. I et 52-ugers forlænget studie, der blev offentliggjort i tidsskriftet AIDS (2008) opretholdt de deltagere, der fortsatte behandlingen med tesamorelin, en reduktion af det viscerale mavefedt på ca. 18%, mens de personer, der afbrød behandlingen, relativt hurtigt igen begyndte at opbygge visceralt fedt efter afslutningen af behandlingen [1]. Forskerne konkluderede, at opretholdelsen af reduktionen af mavefedt kræver fortsat behandling.
Lignende resultater blev præsenteret i metaanalyser af fase III-forsøg udført af Falutz J og samarbejdspartnere (2010). Deltagere, der fortsatte med at bruge tesamorelin, opretholdt forbedringer i visceralt fedtvæv (VAT), taljeomkreds og triglyceridniveauer, mens afbrydelse af behandlingen førte til en gradvis tilbagedannelse af nogle af disse fordele [2]. Disse resultater tyder på, at tesamorelin ikke permanent ændrer fedtfordelingen. I stedet påvirker det metaboliske veje kun, når terapien er aktiv.
Forskning i leverfedt antyderer også, at fortsat behandling kan være vigtig for at opretholde effekter. Stanley TL m.fl. (2019) fandt en signifikant reduktion i leverfedt og en langsommere progression af leverfibrose i løbet af 12 måneders tesamorelin-behandling hos personer med HIV-relateret ikke-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD) [3]. Fibrose betyder ardannelse i leveren. Selvom de langsigtede effekter efter afslutning af behandlingen er mindre undersøgt, antyder tesamorelinens virkningsmekanisme, at nogle af fordelene kan aftage, når GH-IGF-1-stimuleringen stopper.
Den genoprettede fedtøgning efter seponering af tesamorelin menes at skyldes, at de grundlæggende årsager til abdominal fedtophobning ofte stadig er til stede. Ved HIV-relateret lipodystrofi kan faktorer som antiretroviral terapi, insulinresistens, kronisk inflammation, forstyrret fedtvævssignalering og nedsat endogen GH-sekretion fortsat bidrage til abdominal fedtophobning, selv efter den midlertidige forbedring opnået under behandlingen [1–5].
Vigtigst af alt ser det ikke ud til, at seponering af tesamorelin forårsager klassiske abstinenssymptomer, der er karakteristiske for visse lægemidler. I stedet var den primære observerede effekt i undersøgelserne et gradvist tab af terapeutiske fordele, herunder:
- Genopbygning af visceralt fedt i maven
- Øget taljemål
- Delvis tab af forbedring af lipidprofilen
- Tilbagevenden af IGF-1-niveauer til udgangsværdier
- Gradvis reduktion af metaboliske fordele
Selvom visceralt fedt ofte vender tilbage efter endt behandling, har undersøgelser generelt ikke vist alvorlige problemer med blodsukkerniveauet eller alvorlige endokrinologiske komplikationer efter seponering af tesamorelin [1–4]. Hormonniveauerne vendte typisk gradvist tilbage til de spændvidder, der blev observeret før behandlingsstart.
Generelle sikkerhedsdata tyder på, at tesamorelin forbliver relativt veltolereret under fortsat behandling. En metaanalyse udført af Badran AS et al. (2026) bekræftede en signifikant forbedring i visceralt fedt, leverfedt og kropssammensætning, samtidig med at vigtigheden af fortsat behandling for at opretholde disse effekter blev fremhævet [6].
Generelt tyder de aktuelle kliniske beviser på, at seponering af tesamorelin ofte fører til gradvis genoptagelse af visceral fedtophobning og tab af nogle af de metaboliske fordele, da stoffets virkning afhænger af kontinuerlig aktivering af GH-IGF-1-signalvejen. Tilgængelige undersøgelser tyder på, at tesamorelin fungerer mere som en langsigtet støttende behandling til metabolisk kontrol end som en permanent løsning på problemet med overdreven visceral fedtophobning.
Ansvarsfraskrivelse
Indholdet er udelukkende til uddannelsesmæssige og videnskabeligt-informerende formål og bør ikke tolkes som medicinsk rådgivning, diagnose eller behandlingsanbefaling. Tesamorelin er et receptpligtigt lægemiddel og bør kun påbegyndes eller seponeres under supervision af en kvalificeret sundhedsperson. Reaktioner efter endt behandling kan variere afhængigt af den enkelte persons metaboliske tilstand, komorbiditeter og behandlingshistorik.
Referencer
- Falutz J, Allas, S., Mamputu, J. C., et al. (2008). Langtidssikkerhed og effekter af tesamorelin, en væksthormonfrigivende faktor-analog, hos HIV-patienter med abdominal fedtansamling. AIDS, 22(14), 1719–1728. https://doi.org/10.1097/QAD.0b013e32830a5058
- Falutz J, Mamputu, J. C., Potvin, D., et al. (2010). Effekter af tesamorelin (TH9507), et væksthormonfrigørende faktoranalog, hos patienter med human immundefektvirus (HIV) og overskydende abdominalt fedt: En samlet analyse af to multinationale, dobbeltblindede, placebokontrollerede fase 3-studier med data fra sikkerhedsforlængelse. The Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism, 95(9), 4291–4304. https://doi.org/10.1210/jc.2010-0490
- Stanley TL, Fourman, L. T., Feldpausch, M. N., et al. (2019). Effekt af tesamorelin på non-alkoholisk fedtlever hos HIV-positive individer: En randomiseret, dobbeltblind, multicenter undersøgelse. The Lancet HIV, 6(12), e821–e830. https://doi.org/10.1016/S2352-3018(19)30338-8
- Falutz J, Allas, S., Blot, K., et al. (2007). Metabolisk effekt af et væksthormonfrigørende faktor hos patienter med HIV. The New England Journal of Medicine, 357(23), 2359–2370. https://doi.org/10.1056/NEJMoa072375
- Mateo MG, Gutiérrez, M. D. M., & Domingo, P. (2011). Tesamorelin i behandlingen af overskydende abdominalt fedt hos HIV-1-inficerede patienter med lipodystrofi. Ekspertgennemgang af endokrinologi og metabolisme, 6(1), 21–30. https://doi.org/10.1586/eem.10.83
- Badran AS, Helal, A., Shata, K. S., & Ayesh, H. (2026). Kropssammensætning, leverfedt, metaboliske og sikkerhedsmæssige resultater af tesamorelin, en GHRH-analog, ved HIV-associeret lipodystrofi: En metaanalyse af randomiserede kontrollerede studier. Obesity Research & Clinical Practice, 20(1), 2–12. https://doi.org/10.1016/j.orcp.2026.01.002
- Fourman LT, Czerwonka, N., Feldpausch, M. N., Weiss, J., Mamputu, J. C., Falutz, J., Morin, J., Marsolais, C., Stanley, T. L., & Grinspoon, S. K. (2017). Nedsættelse af visceralt fedt med tesamorelin er forbundet med forbedring af leverenzymer hos HIV-positive. AIDS, 31(16), 2253–2259.