Ipamorelin og tesam περισσότερα er ikke den samme forbindelse. De virker gennem helt forskellige receptorsystemer. Med hensyn til specifikt fedttab har tesam περισσότερα langt stærkere og mere direkte kliniske beviser hos mennesker. Det er den eneste af disse to forbindelser med en afsluttet, offentliggjort fase 3-undersøgelse, der demonstrerer et faktisk resultat af fedtreduktion hos mennesker.
Ipamorelin vs Tesamorelin — nøgleforskelle
Den mest fundamentale forskel mellem disse to stoffer ligger i deres virkningsmekanisme. Denne skelnen er vigtigere, end den umiddelbart kan se ud, da den forklarer, hvorfor deres forsknings- og evidensbaser ser så forskellige ud.
Tesamorelin er en syntetisk analog af væksthormonfrigørende hormon (GHRH). Den aktiverer GHRH-receptoren i hypofysen — den samme generelle receptorvej, der bruges af CJC-1295, som diskuteres andre steder i denne serie. Ipamorelin aktiverer en helt separat receptor, ghrelinreceptoren (GHS-R1a). Dette placerer den i en særskilt kategori af væksthormonfrigørende peptider (GHRP) [1], [2].
Begge stimulerer i sidste ende hypofysen til at frigive væksthormon, men gennem forskellige upstream-signalveje. Dette er delvist grunden til, at GHRH-analoger og ghrelinreceptor-agonister undertiden undersøges eller diskuteres sammen som virkende gennem komplementære, snarere end redundante, mekanismer.
Hvor de to forbindelser adskiller sig mest markant, er deres regulatoriske historie og kliniske forsøg. Tesamorelin, markedsført som Egrifta, opnåede FDA-godkendelse i 2010 specifikt til reduktion af overskydende abdominalt visceralt fedt hos voksne med HIV-associeret lipodystrofi. Dette var baseret på et stort randomiseret, placebokontrolleret fase 3-studie med 412 patienter, offentliggjort i New England Journal of Medicine. Det viste, at daglige injektioner af tesamorelin i 26 uger producerede en statistisk signifikant reduktion i visceralt fedt, sammen med forbedringer i triglyceridniveauer sammenlignet med placebo [3].
Ipamorelin har derimod aldrig gennemført en tilsvarende effektivitetsundersøgelse for fedttab eller andre resultater. Dens mest betydningsfulde kliniske forsøg på mennesker testede den til et helt andet formål – at hjælpe med gastrointestinal restitution efter tarmoperation. Selvom dette forsøg bekræftede, at ipamorelin var sikker og veltolereret, målte det slet ikke fedttab eller kropssammensætning [4].
Dette er en virkelig signifikant forskel i bevisstyrke, der går ud over mekanismen. Én forbindelse har vist, publicerede, statistisk signifikante data om fedtreduktion i en specifik menneskelig population. Den anden har stort set ingen færdiggjorte data fra humane studier, der adresserer fedttab i nogen population.
| Tjekkisk | Ipamorelin | Tesamorelina |
|---|---|---|
| Mekanisme | Ghrelin receptor (GHS-R1a) agonist [1] | GHRH-receptoragonist [3] |
| FDA godkendelsesstatus | Ikke godkendt til nogen anvendelse | Godkendt (2010) til reduktion af visceralt fedt ved HIV-relateret lipodystrofi |
| Direkte beviser fra undersøgelser om fedttab | Aldrig identificeret | Fase 3 RCT, n=412, publiceret i NEJM, der viser signifikant reduktion i visceralt fedt [3] |
| Nøgle afsluttede menneskelige forsøg | Fase 2-undersøgelse af paralytisk ileus (ikke fedt-fokuseret) [4] | Fase 3-studie om fedme/lipodystrofi [3] |
| Effekt på kortisol/prolaktin | Selektivt undgå at løfte begge [1] | Tesamorelin er ikke hovedfokus for forskning |
| Effekt på appetit/fødeindtag | Dyreforsøg viser øget fødeindtagelse og fedtmasse via en mekanisme uafhængig af GH [5] | Ikke forbundet med appetitstimulering i forskningsdata |
| Badana droga podania | Intravenøs (kliniske undersøgelser); intranasal (farmakokinetisk undersøgelse, ~20% biotilgængelighed) [6] | Daglig subkutan injektion |
Hvad er bedst til fedttab? Hvad støttes faktisk af beviser
Baseret udelukkende på publicerede beviser har tesamorelin en markant stærkere begrundelse for fedttabseffektivitet end ipamorelin. Det er dog vigtigt at indramme dette præcist og ikke overvurdere det.
Godkendelsen af tesamorelin er baseret på en specifik, veldefineret population – voksne med HIV-relateret lipodystrofi – og et specifikt resultat. Reduktion af visceral fedt, generelt i området 15 til 18 procent over 26 til 52 uger i forskellige publicerede analyser. Egne udskrivningsdata indikerer, at dens virkninger ikke opretholdes efter seponering, og langtidssikkerhedsdata ud over cirka et år forbliver begrænsede, selv for denne godkendte forbindelse [3].
Med andre ord betyder „mere effektiv end ipamorelin til fedttab” ikke „en kraftfuld eller universelt valideret fedttabs-løsning”. Det betyder, at tesamorelin har faktiske, afsluttede forsøgsdata, der understøtter et reelt, målt, om end beskedent og populationsspecifikt resultat. Ipamorelin har til gengæld ingen afsluttede humandata overhovedet vedrørende fedttab.
Sammenligningen bliver endnu mere ulige, når vi medregner et specifikt element af dyreforsøg med ipamorelin, der blev diskuteret i tidligere artikler i denne serie. En undersøgelse af væksthormonsekretagoger fandt, at ipamorelin faktisk øgede fødeindtaget, serum-leptin og kropsfedtmasse hos mus, via en mekanisme, der syntes uafhængig af selve væksthormonet. Dette er sandsynligvis relateret til ipamorelin's aktivering af den appetitstimulerende ghrelinreceptor-sti [5].
Denne opdagelse modsiger direkte fedttabfortællingen, og der er ingen paralleller fundet i litteraturen om tesamorelin, som specifikt blev designet og testet til at reducere visceralt fedt, ikke til at stimulere appetitten.
I betragtning af denne asymmetri i evidensen ville det ikke være understøttet af nogen tilgængelig data at erklære ipamorelin for „bedre” til vægttab. Tesamorelins overlegenhed til netop denne anvendelse er forankret i reel, fuldført, fagfællebedømt evidens fra kliniske forsøg. Det er dog værd at bemærke, at det forbliver et godkendt lægemiddel til en smal indikation, ikke et generelt vægttabslaegemiddel, og det medfører sine egne begrænsninger med hensyn til effektholdbarhed og langsigtede sikkerhedsdata.
Begrænsninger af de nuværende beviser
Beviserne for fedttab med tesamrelin er virkelig stærke sammenlignet med de fleste af de forbindelser, der er diskuteret i denne serie. De er baseret på en afsluttet, storskalaundersøgelse i fase 3, der er blevet offentliggjort [3]. Det er dog værd at bemærke, at selv disse beviser er specifikke for en enkelt patientpopulation og viser effekter, der ikke opretholdes, når behandlingen stoppes.
Beviser for fedttab for ipamorelin er stort set fraværende hos mennesker. Tilgængelige dyredata rejser faktisk bekymringer om en modsatrettet, fedtfremmende effekt [5].
Ingen forbindelse er blevet testet direkte mod en anden i en sammenlignende undersøgelse på mennesker. Denne sammenligning afspejler derfor et separat vidensgrundlag for hver forbindelse, snarere end en kontrolleret, direkte sammenligning.
Ansvarsfraskrivelse
Ipamorelin er ikke godkendt af den amerikanske Food and Drug Administration (FDA), Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) eller et tilsvarende regulerende organ til noget formål hos mennesker. Tesamorelin er godkendt af FDA udelukkende til den specifikke indikation at reducere overskydende visceral abdominal fedt hos voksne med HIV-relateret lipodystrofi, og er kun tilgængelig på recept til dette formål; den er ikke godkendt til generelt vægttab eller fedtreduktion i den bredere befolkning. Oplysningerne i denne artikel er baseret på offentliggjorte data fra kliniske forsøg og farmakologiske undersøgelser, og fastslår ikke, at nogen af forbindelserne er sikre eller effektive til generelle fedttabsformål ud over tesamorelin's specifikke godkendte indikation. Denne artikel leveres udelukkende til generelle uddannelsesmæssige og informationsmæssige formål, afspejler den aktuelle status for den offentliggjorte videnskabelige litteratur på tidspunktet for skrivning og udgør ikke medicinsk rådgivning. Intet i denne artikel bør bruges til at vælge, kombinere eller selv-administrere nogen forbindelse.
Referencer
[1] Raun, K., Hansen, B. S., Johansen, N. L., Thøgersen, H., Madsen, K., Ankersen, M. & Andersen, P. H. (1998). Ipamorelin, det første selektive væksthormonsekretagog. European Journal of Endocrinology, 139(5), 552–561. https://doi.org/10.1530/eje.0.1390552
[2] Veldhuis, J. D., & Bowers, C. Y. (2010). Integrering af GHS i ghrelin-systemet. International Journal of Peptides, 2010, Artikel 879503. https://doi.org/10.1155/2010/879503
[3] Falutz, J., Allas, S., Blot, K., Potvin, D., Kotler, D., Somero, M., Berger, D., Brown, S., Richmond, G., Fessel, J., Turner, R., & Grinspoon, S. (2007). Metaboliske effekter af en væksthormonfrigørende faktor hos patienter med HIV. New England Journal of Medicine, 357(23), 2359–2370. https://doi.org/10.1056/NEJMoa072375
[4] Beck, D. E., Sweeney, W. B., McCarter, M. D., & Ipamorelin 201 Study Group. (2014). Prospektiv, randomiseret, kontrolleret, proof-of-concept-undersøgelse af ghrelin-mimetikum ipamorelin til håndtering af postoperativ ileus hos patienter med tarmresektion. International Journal of Colorectal Disease, 29(12), 1527–1534. https://doi.org/10.1007/s00384-014-2030-8
[5] Lall, S., Tung, L. Y., Ohlsson, C., Jansson, J. O., & Dickson, S. L. (2001). Væksthormon (GH)-uafhængig stimulering af fedme ved GH-sekretagoger. Biochemical and Biophysical Research Communications, 280(1), 132–138. https://doi.org/10.1006/bbrc.2000.4065
[6] Johansen, P. B., Hansen, K. T., Andersen, J. V., & Johansen, N. L. (1998). Farmakokinetisk evaluering af ipamorelin og andre peptidyl væksthormonfrigørende midler med vægt på nasal absorption. Xenobiotika, 28(11), 1083–1092. https://doi.org/10.1080/004982598238976