Tesamorelin og mavefedt: hvad viser forskningen?

Tesamorelin til mavefedt er blevet bredt undersøgt for dets evne til at reducere mavefedt, især visceralt fedtvæv, som er fedt dybt inde i kroppen, der ophobes omkring de indre organer.

Tesamorelin er blevet intensivt undersøgt for sin evne til at reducere mavespege, især visceralt fedt, som er dybt fedt lagret omkring indre organer. Denne type fedt er stærkt forbundet med metaboliske sygdomme, kardiovaskulær risiko, insulinresistens og fedtlever. Tesamorelin virker ved at stimulere kroppens naturlige produktion af væksthormon (GH) ved at aktivere væksthormonfrigivende hormon (GHRH)-receptorer i hypofysen. Efterhånden som GH-niveauerne stiger, øger kroppen også produktionen af insulin-lignende vækstfaktor-1 (IGF-1), som understøtter lipolyse, processen med at nedbryde lagret fedt til energiproduktion. Forskning viser, at denne proces har en præference for at påvirke skadeligt visceralt fedt, samtidig med at muskelmasse og sundere subkutant fedt, der ligger under huden, bevares [1-4].

Kliniske undersøgelser viser konsekvent, at tesamorelin reducerer mængden af visceralt fedt i maven markant og forbedrer den generelle kropssammensætning. I et placebokontrolleret dosisintervalstudie udført af Falutz J et al. (2005) oplevede voksne HIV-positive med overskydende mavefedt, der fik tesamorelin, en betydelig reduktion af visceralt fedt i løbet af 12 uger [4]. Deltagere, der fik 2 mg dagligt, opnåede en reduktion af visceralt fedtvæv på ca. 15,71 %, ledsaget af en reduktion af fedt i overkroppen, forbedrede triglyceridniveauer og en stigning i fedtfri kropsmasse. Vigtigt er det, at mængden af subkutant fedt forblev relativt stabil, hvilket tyder på, at tesamorelin selektivt påvirker det metabolisk skadelige mavefedt i stedet for at forårsage et bredt fedttab i hele kroppen.

Lignende resultater blev observeret i en undersøgelse af Falutz J et al. (2007), som omfattede 412 voksne HIV-positive med overskydende abdominal fedt over en periode på 26 uger [5]. Tesamorelin reducerede det viscerale abdominale fedt med ca. 15% sammenlignet med placebo, samtidig med at triglyceridniveauerne og forholdet mellem total kolesterol og HDL blev forbedret. Deltagerne oplevede også en målbar reduktion i taljemål og talje-hofte-forhold, hvilket indikerer en synlig forbedring af abdominal fedme og kropsform uden væsentlig forringelse af glukosemetabolismen.

Langvarige fase III-undersøgelser har bekræftet, at tesamorelin kan opretholde reduktionen af mavefedt ved fortsat behandling. I en samlet multicenteranalyse udført af Falutz J et al. (2010) reducerede tesamorelin mængden af visceralt fedtvæv med ca. 15,4% blandt 806 HIV-positive deltagere, der fik 2 mg dagligt [6]. Forskerne observerede også en markant reduktion af taljemålet samt en forbedring af problemer relateret til mavens udseende og selvopfattelse. Deltagere, der fortsatte behandlingen, opretholdt reduktionen af visceralt fedt i op til 52 uger, mens personer, der afbrød behandlingen, relativt hurtigt genvandt deres mavefedt. Dette resultat tyder på, at yderligere stimulering af væksthormonbanerne kan være nødvendig for at opretholde fordelene.

Forskning tyder også på, at tesamorelins forbedrer kropssammensætningen ud over blot reduktion af abdominalt fedt. Adrian S et al. (2019) viste, at individer, der reagerede på tesamorelinsbehandling, oplevede en stigning i muskelflade og en forbedring af muskelmasse densitet, samtidig med at mængden af abdominalt fedt blev reduceret [7]. Muskelmasse densitet henviser til musklernes kvalitet og sammensætning, og disse resultater antyder, at tesamorelin kan fremme en sundere kropssammensætning, mens det samtidig reducerer skadelige fedtdepoter.

Tesamorelin har også vist sig at have en gavnlig virkning på leverfedt, som er tæt forbundet med abdominal fedme og metaboliske forstyrrelser. I et randomiseret klinisk forsøg (Stanley TL et al. (2014) reducerede tesamorelin signifikant både visceralt fedt i maven og fedtindholdet i leveren hos HIV-positive personer med overskydende mavefedt [8]. Leverfedt refererer til ophobning af fedt inde i leveren. Yderligere randomiserede undersøgelser vedrørende ikke-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD) forbundet med HIV viste, at tesamorelin reducerede mængden af leverfedt med ca. 37% i forhold til udgangsværdierne, samtidig med at mitokondrielle og metaboliske processer i leveren blev forbedret [9,10]. Mitokondrier er strukturer, der er ansvarlige for energiproduktionen i cellerne, og derfor kan disse ændringer afspejle en forbedring af den måde, hvorpå leveren omdanner energi og fedt.

Undersøgelser tyder desuden på, at den reduktion af mavefedt, der opnås ved hjælp af tesamorelin, kan forbedre flere markører for metabolisk sundhed. Stanley TL et al. (2012) påviste, at personer, der opnåede en reduktion af visceralt fedtvæv på mindst 8%, også oplevede et fald i triglyceridniveauerne, en stigning i adiponektinniveauerne samt et stabilt glukosemetabolisme [11]. Adiponektin er et hormon, der produceres af fedtvæv, og som hjælper med at forbedre insulinfølsomheden og mindske betændelse forbundet med abdominal fedme.

Nogle individer kan opleve en større reduktion af abdominalt fedt end andre. Mangili A et al. (2015) viste, at deltagere med metabolisk syndrom, fedme, forhøjede triglyceridniveauer og højere kardiovaskulære risikofaktorer opnåede større reduktioner i visceralt fedt, mens de blev behandlet med tesamorelin [12]. Deltagere, der brugte tesamorelin, var også signifikant mere tilbøjelige til at reducere deres viscerale fedtniveau til under klinisk relevante kardiovaskulære risikotærskler.

Forskningen viser også, at tesamorelin konsekvent kan reducere abdominalt fedt uafhængigt af forskellige fedtfordelingsmønstre. Rahman F et al. (2023) viste, at tesamorelin effektivt reducerede visceralt fedt hos HIV-positive individer, både med og uden nakkeansamling af fedt, ofte omtalt som en „bull neck” [13]. Deltagere i begge grupper oplevede lignende reduktioner i visceralt fedt og taljeomkreds, hvilket antyder, at tesamorelin påvirker dybere abdominalt fedt uafhængigt af, hvordan fedt er fordelt i andre dele af kroppen.

Generelt viser den nuværende forskning, at tesamorelin effektivt reducerer abdominalt fedt ved at stimulere kroppens naturlige produktion af GH og IGF-1 via fysiologiske GHRH-signalveje. Kliniske forsøg viser konsekvent reduktion af abdominalt visceralt fedt, nedsat taljeomkreds, gunstige ændringer i kropssammensætning, bevarelse af mager muskelmasse, reduktion af leverfedt og forbedrede markører for metabolisk sundhed. Vigtigst er det, at disse virkninger ser ud til primært at fokusere på metabolisk skadeligt visceralt fedt snarere end på et generelt vægttab [4-13].

Tesamorelin anvendt i laboratorieforsøg kan fås hos leverandører som SemaxPolska. Det skal bemærkes, at forskningsresultater henviser til kontrollerede videnskabelige forhold og udgør ikke en bekræftelse af klinisk effektivitet i andre anvendelser.

Ansvarsfraskrivelse

Indholdet er udelukkende til uddannelsesmæssige og videnskabeligt-informative formål og bør ikke fortolkes som medicinsk rådgivning, diagnose eller behandlingsanbefaling. Tesamorelin er et receptpligtigt lægemiddel, der primært er godkendt til behandling af HIV-relateret lipodystrofi. Terapier, der påvirker væksthormonet og metaboliske veje, kræver medicinsk overvågning, laboratoriemonitorering og individuel klinisk vurdering af en kvalificeret sundhedsperson.