Det er direkte og gentagne gange vist i studier på mennesker, at ipamorelin fremkalder en hurtig, dosisafhængig udskillelse af væksthormon. Her opstår dog et vigtigt og ofte overset punkt. Ingen publicerede studier på mennesker, der er identificeret i denne forskningsserie, har direkte målt IGF-1-niveauer hos individer, der specifikt modtog ipamorelin. Dette betyder, at den almindelige antagelse om, at ipamorelin pålideligt øger IGF-1 på samme måde som CJC-1295, er baseret på indirekte ræsonnement, ikke direkte bekræftelse.
Øger Ipamorelin IGF-1?
Et pålideligt, evidensbaseret svar kræver en vis forsigtighed her. Der er et betydeligt gab mellem det, der faktisk blev målt, og det, der generelt antages. Hovedstudiet af ipamorelin-farmakokinetik hos mennesker brugte et dose-eskalationsdesign i fem infusionsniveauer hos raske mandlige frivillige. Det målte to specifikke ting: koncentrationen af ipamorelin i blodet selv og den resulterende væksthormonsvar. Studiets egen publicerede metode og resultater beskriver måling af „ipamorelin- og væksthormonkoncentrationer.” Der er ingen rapportering om måling af IGF-1 i denne undersøgelse [1]. Dette er vigtigt, da væksthormon og IGF-1 er relaterede, men separate målinger. Væksthormon frigives direkte og hurtigt. IGF-1 produceres senere af leveren som respons på dette væksthormonsignal, der generelt stiger mere gradvist og varer længere.
Da ipamorelinens egen primære kliniske undersøgelse på mennesker målte væksthormon direkte, men ikke rapporterede IGF-1-data, kan denne artikel ikke med sikkerhed fastslå den specifikke multiplikator for stigningen eller varigheden af ipamorelin-induceret IGF-1 – på en måde, som den kan for CJC-1295, hvor sådanne data faktisk findes [2].
Det er rimeligt at forvente, baseret på generel endokrinologi, at et stof, der pålideligt øger væksthormon, også ville hæve IGF-1 som en konsekvens. Denne forventede effekt er dog ikke blevet direkte bekræftet af en dedikeret undersøgelse, der måler IGF-1 hos mennesker specifikt for ipamorelin i den gennemgåede litteratur. Dette er et reelt hul, der er værd at tydeligt præsentere og ikke overse.
Med hensyn til IGF-1 LR3 er det værd at præcisere, at det er en helt anden type forbindelse. I stedet for at være en væksthormonstimulator som ipamorelin, er IGF-1 LR3 en modificeret, længerevarende form af selve IGF-1. Den administreres direkte i stedet for at stimulere kroppen til at producere sit eget IGF-1. Dette gør den mekanistisk forskellig fra ipamorelin. Ingen publicerede undersøgelser, der direkte sammenligner disse to forbindelser, er identificeret i denne gennemgang.
Øger ipamorelin væksthormonpulsens frekvens?
Baseret på tilgængelig forskning på mennesker er det blevet påvist, at ipamorelin fremkalder en enkelt, veldefineret puls af væksthormon efter hver dosis. Den øger ikke den underliggende frekvens af kroppens naturlige pulserende rytme i doseringsperioden. En grundlæggende farmakokinetisk undersøgelse viste, at ipamorelin producerede en „enkelt GH-frigørelsesepisode” efter administration. Den nåede sit højdepunkt efter ca. 0,67 timer og faldt tilbage til ubetydelige niveauer efter ca. 6 timer. Dette var konsistent på tværs af alle fem testede doseringsniveauer [1]. Dette beskriver ipamorelin, der fremkalder en enkelt væksthormonpuls pr. administration, på en tydeligt dosisafhængig måde. En undersøgelsesmodel beregnede den koncentration, der er nødvendig for halvt maksimal væksthormonstimulering, til 214 nanomol pr. liter. Den beregnede også en maksimal væksthormonproduktionshastighed på 694 milli-internationale enheder pr. liter pr. time [1].
Det, som disse undersøgelser ikke direkte fastslår, er, om gentagen dosering over tid, der betyder dage eller uger, ændrer den underliggende frekvens af kroppens naturlige væksthormonpulser. Dette er anderledes end blot at tilføje en ekstra puls på tidspunktet for hver dosis. Det er et mere komplekst, langsigtet spørgsmål. Det ville kræve en anden type undersøgelse – at spore puls mønstre over en længere periode med gentagen dosering – end enkelt dosis og stigende dosis designet anvendt i de tilgængelige grundundersøgelser.
I betragtning af dette bør udsagn, der beskriver ipamorelin som øget den samlede „pulsfrekvens” af væksthormon over tid, forstås som en rimelig, men ikke fuldt bekræftet, udvidelse af veldokumenterede data om enkelt puls efter enkelt dosis – ikke en direkte demonstreret langsigtet opdagelse.
Forbedrer Ipamorelin søvn?
Ingen undersøgelse identificeret i den peer-reviewede litteratur gennemgået for denne artikel har direkte målt søvnkvalitet, indsovning, søvnarkitektur eller subjektive søvnresultater hos individer, der bruger ipamorelin. Dette forbliver et område uden direkte kliniske beviser, ligesom mønsteret diskuteret for CJC-1295 andre steder i denne serie. Den foreslåede sammenhæng er baseret på en veletableret generel princip for menneskelig fysiologi. Væksthormon frigives naturligt i sine største pulser under dyb, langsom-bølge søvn. Denne afhængighed har længe været dokumenteret i undersøgelser af søvnendokrinologi generelt.
Da ipamorelin pålideligt udløser pulser af væksthormon ret hurtigt efter administration, med et peak efter ca. 40 minutter og aftagende inden for få timer [1], er det mekanistisk sandsynligt, at dosering før sengetid kunne interagere med denne naturlige, søvnrelaterede hormonelle rytme. Dette er sandsynligvis grundlaget for den udbredte foreslåede aften-dosering af ipamorelin.
Sandsynlighed, der er forankret i generel fysiologi, er dog ikke det samme som en bekræftet opdagelse. Ingen kontrollerede undersøgelser har faktisk målt, om ipamoren fremskynder indsovning, forbedrer dybden af søvnen eller medfører nogen ændring i søvnkvaliteten. Påstande om søvnmæssige fordele bør betragtes som en rimelig ekstrapolation fra den generelle biologi af væksthormon og søvn, snarere end direkte, ipamorelin-specifikke beviser.
Begrænsninger af de nuværende beviser
Ipamorelins evne til at udløse en hurtig, dosisafhængig, enkeltstående udløsning af væksthormon er veldokumenteret gennem direkte farmakokinetiske studier på mennesker [1].
Det, der virkelig mangler i den samme grundlæggende forskning, og i den bredere litteratur, der er gennemgået for denne artikel, er en direkte måling af IGF-1-niveauer efter administration af ipamorelin. Der mangler også enhver undersøgelse, der analyserer, om gentagen dosering ændrer den underliggende pulsfrekvens over tid, i modsætning til at producere enkeltstående pulser per dosis, og enhver kontrolleret undersøgelse, der måler søvnresultater.
De repræsenterer reelle, konkrete huller i evidensgrundlaget, ikke etablerede fakta. Læsere bør være forsigtige med kilder, der præsenterer IGF-1-stigninger eller søvngavn som bekræftede fund specifikt for ipamorelin.
Ansvarsfraskrivelse
Ipamorelin er ikke godkendt af den amerikanske Food and Drug Administration (FDA), Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) eller et tilsvarende regulerende organ til brug hos mennesker, herunder til forbedring af søvn eller til at øge IGF-1. Den er ikke produceret eller solgt under den kvalitets- og sikkerhedstilsyn, der gælder for godkendte lægemidler. Oplysningerne i denne artikel er baseret på tidlige farmakokinetiske studier på mennesker og generelle principper for endokrinologi, og fastslår ikke, at ipamorelin øger IGF-1 eller forbedrer søvnen hos mennesker. Denne artikel er udelukkende til generelle uddannelsesmæssige og informative formål, afspejler den publicerede videnskabelige litteratur på skrive tidspunktet, og udgør ikke medicinsk rådgivning. Intet i denne artikel bør tolkes som en anbefaling til at bruge, anskaffe eller administrere ipamorelin.
Referencer
[1] Gobburu, J. V., Agersø, H., Jusko, W. J., & Ynddal, L. (1999). Farmakokinetisk-farmakodynamisk modellering af ipamorelin, et væksthormonfrigørende peptid, hos frivillige forsøgspersoner. Farmaceutisk Forskning, 16(9), 1412–1416. https://doi.org/10.1023/a:1018955126402
Teichman, S. L., Neale, A., Lawrence, B., Gagnon, C., Castaigne, J. P., & Frohman, L. A. (2006). Forlænget stimulation af væksthormon (GH) og insulin-lignende vækstfaktor I-sekretion ved CJC-1295, et langtidsvirkende analog af GH-frigivende hormon, hos raske voksne. Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism, 91(3), 799–805. https://doi.org/10.1210/jc.2005-1536